Hula, siva og ʻōteʻa

Hula kahiko

Kahiko er den ældgamle hula-stil, almindeligvis defineret som hula komponeret før 1894 og opført uden moderne instrumenter. Den danses til sang og til traditionel percussion: ipu-græskardommen, den hajskinsbeklædte pahu, fjerbesatte græskardrasler, kløvede bambusstokke og glatte sten brugt som kastagnetter. Mange kahiko-danse hyldede høvdinge eller guder, og det betød noget at opføre en uden fejl, da en fejl kunne tolkes som uheld. Udtrykket er ofte strengt, med ærbødighed for dansens åndelige rødder.

Hula ʻauana

ʻAuana, der betyder at vandre eller drive, er hula, som den udviklede sig under vestlig indflydelse. Sangene synges som populærmusik, ofte i dur med harmoni, og bandet bruger transportable strengeinstrumenter: guitar, ʻukulele, steel guitar og bas. Kostumerne er mindre afslørende end i kahiko, og sangene kan beskrive alt fra et sted til en følelse. Håndbevægelserne bærer betydningen og står for et træs svajen eller en bølge på havet, så læg mærke til hænderne lige så meget som hofterne.

Samoansk siva og sasa

Siva Samoa er den generelle betegnelse for samoansk dans. Den traditionelle siva kræver først og fremmest ynde, med subtile, fine bevægelser af arme og hænder, og i moderne tid udføres den af en taupou. Sasa er noget helt andet: en gruppedans, som regel udført siddende, bygget op omkring skarpe, synkroniserede klap og hurtige håndbevægelser. Navnet betyder at slå, og bevægelserne illustrerer dagliglivet, fra at padle en kano til at lave mad. Andre samoanske former omfatter taualuga og siva afi, ildknivsdansen.

Tahitisk ʻōteʻa

ʻŌteʻa stammer fra Tahiti, og dens hurtige hoftbevægelser er ofte det, nybegyndere forventer af enhver polynesisk dans. Danserne står på rækker og ryster hofterne i højt tempo til percussion alene, uden sang, anført af tōʻere, en kløvet trætromme, der slås an med stokke. Den eksisterede før den europæiske kontakt som en mændenes dans; nu optræder både mandlige, kvindelige og blandede trup­per med den. Fortolkninger af ʻōteʻa er en fast del af polynesiske danseshows ved luaus og besøgssteder på Hawaiʻi og andre stillehavsresorter.

Slack-key-guitar og ukulele

Slack-key-guitar, kī hōʻalu på hawaiisk, hvilket betyder at løsne stemningen, er en fingerstyle-tradition, hvor strengene løsnes fra standardstemning, så de åbne strenge klinger som en akkord. Tommelfingeren holder en vekslende bas, mens fingrene plukker melodien. Ukulelen kom fra Portugal: den blev udviklet i 1880'erne fra små guitar-lignende instrumenter, som portugisiske bosættere fra Madeira, Azorerne og Kap Verde bragte til Hawaiʻi, og kong Kalākaua gjorde den til en del af optrædener ved kongelige sammenkomster. Dens hawaiiske navn betyder omtrent hoppende loppe.

Sådan ser du et blandet show

Et luau-show bevæger sig hurtigt mellem øerne, så kostumerne og instrumenterne er dine bedste ledetråde. Sang og trommer med blade- og tapakostumer peger mod hula kahiko; guitarer, ʻukulele og flagrende kjoler peger mod ʻauana. Hurtige hofter over en hamrende trætromme betyder ʻōteʻa. Yndefulde hænder og et roligt ansigt antyder siva, og et pludseligt ildhav betyder, at siva afi er begyndt. Shows varierer i rækkefølge og indhold, så læs dette som en måde at genkende hver dans på snarere end en liste over, hvad du vil se.

Læs næste: Den samoanske ildknivsdans